Donatorer: Sparekassen Danmark Hobro fonden, CittaSlow, Byudviklingspuljen Mariagerfjord, Svend Nielsen og Herdis Myginds fond , Mariager Guiderne, Leder af Mariager Guiderne, Birgittaforeningen, Mariager Museum, Private mariagerborgere
Hun var 12. barn, datter af den stenrige Erik Ottesen (Rosenkrantz) af Bjørnholm (1427-1503) og fru Sophie Gyldenstjerne (1430-1477). De ejede mere end fem hovedgårde samt 600 bøndergårde.
(Navnet Rosenkrantz tog slægten først med hans oldebarn Jørgen Ottesen Rosenkrantz (1523-1596), men kaldes sådan med tilbagevirkende kraft. De havde allerede under Eriks far Otte Nielsen (Rosenkrantz) en rosenkrans i deres riddervåben - de tre røde og to hvide roser ovenpå hjelmen. Det er den, Jørgen tager navnet fra. )
Karen Eriksdatters barndomshjem var Bjørnholm. Bjørnholm gods på Djursland i dag er udskilt fra det oprindelige Bjørnholm i 1805. Den gamle hovedgård er totalt ombygget og hedder nu Høegholm.
Karen Eriksdatters moder, Sophie Gyldenstjerne, bragte gode godser med ind i ægteskabet med Erik Ottesen. Desuden fødte hun 17 børn. Hun blev 47 år gammel.
Faderen Erik Ottesen (Rosenkrantz) af Bjørnholm (1427-1503) var
rigshovmester i 25 år - den mest betydelige mand i riget efter kongen. Han var
ridder og deltog i mange vigtige indenrigs- og udenrigspolitiske sager.
Han var også en meget from mand, og han og hustruen skænkede mange donationer
til kirken. Navnlig Mariager Kloster nød godt af hans fromhed.
Han tilbragte sit otium som broder ab extra i Mariager Kloster og døde i
Mariager. At han var broder ab extra betød, at han var indviet munk, men kunne
færdes udenfor 'klausuren' - det ellers helt lukkede kloster. Også dronning
Margrete d. I og den efterfølgende dronning Filippa, gift med Margretes
adoptivsøn Erik af Pommern, var søstre ab extra - i Maribo Kloster. De var
indviede til ordenen, men kunne færdes udenfor det. At sådanne personer
fra tidens elite støttede klosteret havde enorm betydning for dets popularitet.
Det var HER, man skulle støtte, hvis man ville være sikker på, at den forbøn,
man jo betalte klosteret for, blev udført af de bedste og mest respekterede
nonner og munke!
Som 12. datter har Karen sandsynligvis været udset til en klostertilværelse fra fødslen. Netop i hendes fødselsår betalte hendes far et MEGET stort beløb til Mariager, idet han købte et kapel til sig og sin familie på en prominent plads i kirken. Pengene er blevet brugt til hjælp til kirkens og klosterets opførelse, her var på dette tidpunkt stadig en kæmpebyggeplads. Men samtidig sørgede han dermed for, at der ville være nogen (nonner og præster) som kunne bede for hans salighed og sikre, at han ikke opholdt sig længere end højst nødvendigt i skærsilden. (Erik Ottesen blev af de fleste anset for en god og from mand, meen han havde nu også en del på samvittigheden).
Når en nonne først var gået ind af den nordlige port i østgavlen af Mariagers enorme kirke, kom de ikke ud igen, før de blev båret ud i kisten. I 13-1400-tallet var ikke alle klostre lige fromme. Den hellige Birgitta var meget fortørnet over at komme i klosterkirker, hvor der ingen munke sad i korstolene på tidspunkter, hvor de burde synge tidebønner, at munke frimodigt pralede af deres uægte sønner, og at dørene til nonneklostre stod åbne og mandfolk gik ud og ind!
Det var noget af det samme, Martin Luther i begyndelsen af 1500årene var fortørnet over, og som medvirkede til protestantismen og reformationen.
Næ, i birgittaklostrene overholdtes de 7 tidebønner, den første kl. 03.30. Nok fik man god mad i klosteret, men alle fastedage overholdtes, og det var tre dage om ugen og 40 dage op til påske + i forbindelse med andre helligdage. Og der var omhyggeligt sørget for, at munke og nonner ikke kunne SE hinanden - kun høre hinandens sang! Se, SÅDAN et kloster kunne man tillade sig at sætte sin datter ind i! Der har helt sikker været meget fromme søstre, som inderligt gik op i deres bønner, måske kappedes om at have åbenbaringer. Men man kan godt forestille sig en og anden adelsfrøken, som ikke var så begejstret.
'Grevens Fejde' kaldtes den voldsomme borgerkrig, der i 1530'erne delte Danmark i katolikker og protestanter, for og imod henholdsvis Chr. d. 2. og Chr. d. 3. Det handlede selvfølgelig nok så meget om magt.
I 1536 havde protestanterne og Chr. d. 3. vundet. og d. 30 okt. dette år, lod han udsende en reces (beslutning efter forudgående forhandlinger), om at al papisme var forbudt dvs. fx helgendyrkelse, afladsbreve, at man kunne bede hinanden ud af skærsilden, cølibat. Alle klostre blev nedlagt. I kongens brev stod, at munke og nonner, som ville lade sig belære om protestantisme, kunne blive boende i deres klostre og få deres underhold som hidindtil, så længe de ville. Men alle klostrets besiddelser inddrog kongen til sig selv. Og Mariager kloster havde været RIGT, meget rigere end kongen - indtil da.
Hvordan har det føltes for den 79-årige Moder Karen? På det tidspunkt havde hun levet med sit nonneløfte i 55 år. Fulgt tidebønnerne, passet sine pligter. Præcis hvor længe, hun havde været abbedisse, ved vi ikke. Men indtil denne dag havde hun været den åndelige moder for klosterets ca. 60 nonner og 16 munke. Hun havde været overhovedet og beslutningstageren for en kæmpe virksomhed, som omfattede gårde, hele landsbyer, møller, ørreddamme, byhuse, saltsyderier, kalkbrænderier, you name it. Hun var sat fra bestillingen. Og det var hende, der skulle lade oplæse kongens reces.
Det var en dag i oktober 1534. Moder Karens søvn havde været overfladisk - navnlig havde hun haft svært ved at falde i søvn efter morgensalmen ved Kristi Grav-kisten. Den lille ekstra søvn inden tidebønnerne plejede hun ellers at værdsætte og med et lille suk hurtigt overgive sig til.
Ved tidebønnen havde hun ydmygt knælet ved Jomfru Maria-alteret, idet hun omhyggeligt havde sørget for, at de strikkede knæbeskyttere lå godt under hendes værkende knæ. Tidebønnen igennem bad hun med stor inderlighed. Men også med stor hast. Afsluttede hurtigt den ene bøn for den næste for om muligt at nå bede for flere, end hun plejede inden davren.
Hun havde som vanligt indtaget sin davre i tavshed med søstrene og ilede nu gennem korsgangen til taleporten for at tale med prioren.
For tidens uro var rykket tæt på.
Og nu red de adelige, protestantiske styrker, som i sommers havde kongehyldet den lutheransk-sindede Christian III, nordpå imod Skipperen og hans folk. De adelige samlede sig lige nu i Randers, under Karens brodersøn, Holger Holgersøn Rosenkrantz. De var mindre end en dags ridt herfra.
Bønderne og Christian d. 2. hyldede pavekirken, Moder Karens kirke. Men i de protestantiskes hær var foruden nevøen Holger Holgersøn også mange andre, hun var i familie med, nogle havde hun kendt som barn og ung. Ja, og brødre og svogre og fætre til de fleste af klosterets nonner. Mange af deres familier var dem, som stadig understøttede klosteret mod, at søstrene bad for dem. "Kæreste Guds Moder - hvem skulle man nu bede for først?"
Selvom ingen kunne høre, hvad hun og prioren talte om, talte han hviskende: han fortalte, at en rytter for kort tid siden var kommet med et budskab fra Holger Holgersøn, anføreren for de adelige i Randers. Han lod vide, at hans hær bevægede sig ad hærvejen mod Ålborg, og bad om, at hans faster, fru abbedissen, ville sende hø til hestene og gerne også øl og brød og skinker til hans folk, og angav til hvilken gård på vejen, vognene skulle sendes. Dette var udenfor al sædvane, men efter en kort rådslagning, besluttede Karen og prioren at sende det ønskede.
Stilheden var stor. Moder Karen stod i gården efter højmessen og lyttede. Vindstille. Nogle fugle kvidrede i urtehaven. Et gult blad dalede ned foran hende. Men det leben, der plejede at kunne høres fra ladegården og værkstederne, var stilnet. Selvom livet i klosteret gik sin vante gang, var det som om, alle havde fundet deres mest stilfærdige sysler frem. Til trods for, at klosteret var en lukket verden, sivede tidender på mystisk vis ind gennem de tykke mure. Alle vidste, at krigen hærgede ikke langt herfra. Hvad skete der derude?
De jyske stormænds styrke af danske og holstenske ryttere og fodfolk havde
valgt ikke at vente på, at de 2000 veltrænede landsknægte, som Christian d. 3.
havde lovet, skulle nå frem. Det var jo bare nogle bønder de stod overfor!
Næppe ordentligt bevæbnede, ikke kamptrænede, allerhøjest beskyttede af
lædervamse og stort set alle til fods. Næ, nu skulle man nok vise den unge konge,
hvad de jyske riddere var værd! Det havde så vist sig, at riddere i rustning og
hjelme ikke er så meget værd, når de forsøger at ride i en mose.
Stormændene havde overnattet i Svenstrup, en god mil syd for Aalborg. Men da de vågnede i morges, havde Skipper Clement og hans bønder forskanset sig på en bakke nord for Svenstrup ovenfor det, som de lokale kaldte Lere Sig lidt øst for hærvejen ved Svenstrup. Nogen måtte have varskoet Skipperen i nat!
Adelshæren var rykket kampberedt og sejrssikkert frem! Men i det sumpede område sad hestene fast, bønderne kastede sig ned ad bakken, plaskede over bækken, huggede hestene i benene, så de styrtede og deres panserklædte ryttere faldt af! Dér lå de og sprællede! Det havde været et blodbad. 14 adelsmænd var døde, heriblandt en af lederne, Moder Karens brodersøn Holger Holgersen Rosenkrantz. Mange flere var sårede. Og nu var de alle, døde som levende, på vej hertil! Til Mariager Kloster!
Mange af adelsmændenes familier havde kapeller i kirken, så der skulle gøres plads til dem. De øvrige døde måtte begraves på kirkegården. De sårede var mange flere end munkeklosterets lille hospital kunne rumme, der måtte findes plads i munkenes gæstehus.
Den 77-årige Moder Karen gik ind i kirken og knælede ved Jomfru Maria-alteret og bad en inderlig bøn om styrke. Og så gik hun i gang med at organisere.
Hun fik fat i prioren igen - hvor mange skulle man regne med at bespise? Sårede, ledsagere, oprevne adelsmænd? Der skulle sendes bud ned i byen efter alle, der kunne bruges i køkkenet, køkkenmesterinden skulle straks have besked om at gennemse, hvad der fandtes i fadeburene. Hvad havde sygepasseren brug for - hjælpere, hjælpemidler? Gravere, der skulle skaffes gravere. Munke og præster måtte selv gå i gang med at gøre kapellerne klar. Hvordan skulle man arrangere salmesang og bønner for så mange? Det var sjældent, at moder Karen tænkte over, at alle hendes beslutninger skulle gå gennem den mandlige abbed - sådan var det, det var hende, der var klosterets øverste overhoved med de endelige beslutninger over munke og nonner, 800 gårde og tilliggender, og man kunne jo ikke have omgang med mændene. Normalt fandt hun og prioren udmærket sammen om det gennem taleporten. Men i dag følte hun sig hæmmet af, at hun ikke kunne komme rundt. Så stor en opgave, som den, der netop var tilfaldet hende, krævede et usædvanligt overblik. Her og nu. Hun bad om en fortegnelse over de døde adelsmænd. De breve, der her skulle skrives til familien, måtte hun selv påtage sig.
Igen stod hun i gården og lyttede. Fra munkenes ydergård hørtes brøl fra de sårede, der var en larm fra heste og skramlende vogne på brostenene. Her til aften var verden kommet tæt på. Åh, Gud.