Med vores bronzeskulpturer vil vi fortælle noget om Mariagers historie. Der skal derfor være en birgittinernonne, fordi Birgittinerklosteret er årsagen til, at Mariager voksede i størrelse i modsætning til fx. nabolandsbyerne Fladbjerg eller Hou. Vi har valgt den sidste faktiske birgittiner-abbedisse. Hun hed Karen Eriksdatter Rosenkrantz. Hun levede i en af Danmarkshistoriens mest urolige tider.

Vi ved ikke, hvordan Karen Eriksdatter så ud. Hun var en adelsfrøken med alt, hvad det indebar af opdragelse og selvbevidsthed. Hun var sandsynligvis dybt religiøs  - det var hendes familie i hvert fald, se nedenfor. Hun var antagelig født i 1457 og blev indviet nonne i Mariager Kloster 1481 (24 år gammel). 
Hun var klosterets abbedisse i de dramatiske år 1534 (Grevens Fejde) og 1536 (reformationens indførelse) - henholdsvis 77 og 79 år gammel.

Hun var 12. barn, datter af den stenrige Erik Ottesen (Rosenkrantz) af Bjørnholm (1427-1503) og fru  Sophie Gyldenstjerne (1430-1477). De ejede mere end fem hovedgårde samt 600 bøndergårde.

(Navnet Rosenkrantz tog slægten først med hans oldebarn Jørgen Ottesen Rosenkrantz (1523-1596), men kaldes sådan med tilbagevirkende kraft. De havde allerede under Eriks far Otte Nielsen (Rosenkrantz) en rosenkrans i deres riddervåben - de tre røde og to hvide roser ovenpå hjelmen. Det er den, Jørgen tager navnet fra.)

Det var en dag i oktober 1534. Moder Karens søvn havde været overfladisk - navnlig havde hun haft svært ved at falde i søvn efter morgensalmen ved Kristi Grav-kisten. Den lille ekstra søvn inden tidebønnerne plejede hun ellers at værdsætte og med et lille suk hurtigt overgive sig til.

Ved tidebønnen havde hun ydmygt knælet ved Jomfru Maria-alteret, idet hun omhyggeligt havde sørget for, at de strikkede knæbeskyttere lå godt under hendes værkende knæ. Tidebønnen igennem bad hun med stor inderlighed. Men også med stor hast. Afsluttede hurtigt den ene bøn for den næste for om muligt at nå bede for flere, end hun plejede inden davren.

Hun havde som vanligt indtaget sin davre i tavshed med søstrene og ilede nu over gården til taleporten for at tale med prioren.

For tidens uro var rykket tæt på.

Den afsatte kong Christian d. 2., som oprindelig var katolsk, men som en tid havde bekendt sig til Luthers lære, var nu igen katolsk. Han selv sad i fængsel i Sønderborg, men købmændene i Lübeck mente, de kunne øge deres magt i Norden, hvis det var ham, der sad på tronen. Så de havde hvervet greven af Oldenborg med lejesoldater til at forsøge at generobre Danmark til ham. Greven havde besat Sjælland og Fyn, og nu forlød det, at Christian d. 2.s mand, skipper Clement fra Vendsyssel, nærmede sig nordfra med en bondehær. Bønderne brændte herregårdene og plyndrede - hvad der var sket med ejerne, gik der vederstyggelige rygter om!

Og nu red de adelige, protestantiske styrker, som i sommers havde kongehyldet den lutheransk-sindede Christian III, nordpå imod Skipperen og hans folk. De adelige samlede sig lige nu i Randers, under Karens brodersøn, Holger Holgersøn Rosenkrantz. De var mindre end en dags ridt herfra.

Bønderne og Christian d. 2. hyldede pavekirken, Moder Karens kirke. Men i de protestantiskes hær var foruden nevøen Holger Holgersøn også mange andre, hun var i familie med, nogle havde hun kendt som barn og ung. Ja, og brødre og svogre og fætre til de fleste af klosterets nonner. Mange af deres familier var dem, som stadig understøttede klosteret mod, at søstrene bad for dem. "Kæreste Guds Moder - hvem skulle man nu bede for først?"

Selvom ingen kunne høre, hvad hun og prioren talte om, talte han hviskende: han fortalte, at en rytter for kort tid siden var kommet med et budskab fra Holger Holgersøn, anføreren for de adelige i Randers. Han lod vide, at hans hær bevægede sig ad hærvejen mod Ålborg, og bad om, at hans faster, fru abbedissen, ville sende hø til hestene og gerne også øl og brød og skinker til hans folk, og angav til hvilken gård på vejen, vognene skulle sendes. Dette var udenfor al sædvane, men efter en kort rådslagning, besluttede Karen og prioren at sende det ønskede.

Stilheden var stor. Moder Karen stod i gården efter højmessen og lyttede. Vindstille. Nogle fugle kvidrede i urtehaven. Et gult blad dalede ned foran hende. Men det leben, der plejede at kunne høres fra ladegården og værkstederne, var stilnet. Selvom livet i klosteret gik sin vante gang, var det som om, alle havde fundet deres mest stilfærdige sysler frem. Til trods for, at klosteret var en lukket verden, sivede tidender på mystisk vis ind gennem de tykke mure. Alle vidste, at krigen hærgede ikke langt herfra. Hvad skete der derude?

Slaget ved Svenstrup  16. oktober 1534
Da Moder Karen var ved at gå til ro, skete der noget sjældent! Klokken, som prioren kunne ringe på, hvis han havde presserende behov for at tale med abbedissen, ringede! Hun arrangerede sin birgittakrone igen og gik med hastige skridt til taleporten.
En budbringer var forpustet sprunget af hesten ved porten til munkeklosterets ydre gård og havde dundret voldsomt på den. Moder Karen havde hovedet helt ind til taleportens luge og lyttede anspændt til priorens ord. De stolte adelsmænd havde lidt nederlag! Skipper Clements bondehær havde massakreret heste, adelsmænd og deres soldater! Prioren beskrev, så godt han kunne, budbringerens tidender:

De jyske stormænds styrke af danske og holstenske ryttere og fodfolk havde valgt ikke at vente på, at de 2000 veltrænede landsknægte, som Christian d. 3. havde lovet, skulle nå frem. Det var jo bare nogle bønder de stod overfor! Næppe ordentligt bevæbnede, ikke kamptrænede, allerhøjest beskyttede af lædervamse og stort set alle til fods. Næ, nu skulle man nok vise den unge konge, hvad de jyske riddere var værd! Det havde så vist sig, at riddere i rustning og hjelme ikke er så meget værd, når de forsøger at ride i en mose.

Stormændene havde overnattet i Svenstrup, en god mil syd for Aalborg. I morges havde de set, at bønderne havde forskanset sig på en bakke nord for Svenstrup ovenfor det, som de lokale kaldte Lere Sig lidt øst for hærvejen ved Svenstrup.

Adelshæren var rykket kampberedt og sejrssikkert frem! Men hestene sad fast i mosen, bønderne kastede sig ned ad bakken, huggede hestene i benene, så de styrtede og deres panserklædte ryttere faldt af! Det havde været et blodbad. 14 adelsmænd var døde, heriblandt en af lederne, Moder Karens brodersøn Holger Holgersen Rosenkrantz. Mange flere var sårede. Og nu var de alle, døde som levende, på vej hertil! Til Mariager Kloster!

 Mange af adelsmændenes familier havde kapeller i kirken, så der skulle gøres plads til dem. De øvrige døde måtte begraves på kirkegården. De sårede var mange flere end klosterets lille hospital kunne rumme, der måtte findes plads i munkeklosterets gæstehus.

Den 77-årige Moder Karen gik ind i kirken og knælede ved Jomfru Maria-alteret og bad en inderlig bøn om styrke. Og så gik hun i gang med at organisere.

Hun fik fat i prioren igen - hvor mange skulle man regne med at bespise? Sårede, ledsagere, oprevne adelsmænd? Der skulle sendes bud ned i byen efter alle, der kunne bruges i køkkenet, køkkenmesterinden skulle straks have besked om at gennemse, hvad der fandtes i fadeburene. Hvad havde sygepasseren brug for - hjælpere, hjælpemidler? Gravere, der skulle skaffes gravere. Munke og præster måtte selv gå i gang med at gøre kapellerne klar. Hvordan skulle man arrangere salmesang og bønner for så mange? Det var sjældent, at moder Karen tænkte over, at alle hendes beslutninger skulle gå gennem den mandlige abbed - sådan var det, det var hende, der var klosterets øverste overhoved med de endelige beslutninger over munke og nonner, 800 gårde og tilliggender, og man kunne jo ikke have omgang med mændene. Normalt fandt hun og prioren udmærket sammen om det gennem taleporten. Men i dag følte hun sig hæmmet af, at hun ikke kunne komme rundt. Så stor en opgave, som den, der netop var tilfaldet hende, krævede et usædvanligt overblik. Her og nu. Hun bad om en fortegnelse over de døde adelsmænd. De breve, der her skulle skrives til familien, måtte hun selv påtage sig. 

Igen stod hun i gården og lyttede. Her til aften var verden kommet tæt på. Fra munkenes ydergård hørtes brøl fra de sårede, der var en larm fra heste og skramlende vogne på brostenene. Åh, Gud.