18.november 1791- 2.marts 1862

Af Freya Hvaste

Dét var jo en prisværdig handling. Men det, der fascinerer mig ved Francisco, er hans engagement i Englandskrigene eller kanonbådskrigen, som den også kaldes. 

Francisco blev født på Maren Mølle, Houvej 2 i Mariager, en stor, velhavende og betydelig gård på den tid. Han var ud af en slægt af studerede folk. Farfaren var biskop i Viborg og der er mange præster i familien. Men hans far, Heinrich Tetens, var ikke til teologi. Heinrich tog juridisk embedseksamen, hvilket var baggrunden for, at han blev Byfoged i Mariager samt herredsfoged i Gjerlev og Onsild herreder. Senere også birkedommer og skriver ved Overgård Birk. De forskellige embeder sikrede en god indtægt, og han var desuden en dygtig landmand. Familien ejede foruden Maren Mølle også en stor gård i Fuglsangsgade, nu nr. 12, 'Apotekergården'.

D. 31. marts 1801 (kort før Slaget på Reden 2. april 1801) blev han udnævnt til major i landeværnet. Som sådan fungerede han i to år. Han var velanset og siges at have været en dygtig og livsglad mand.

Det var Heinrich Tetens, som fik anlagt lystanlægget i Munkholm som et privat anlæg.

Men i sidste del af sin embedsperiode blev han mindre påpasselig med at forvalte embederne. Det var så graverende, at man ret kontant forflyttede ham til det mindre betydningsfulde Fjends- og Nørlyng Herred. Et par år efter døde han, 55 år gammel.

Men da havde Francisco allerede i mange år været en yderst selvstændig ung mand.

Skolegang

Francisco blev født i nov. 1791.

Hvis han kom i skole som ca. 7-årig, begyndte han altså i år 1798 eller 1799. Francisco må derfor have haft den berygtede Philip Mammen som underviser.

Undervisningen af de ca. 60 børn i Mariager fandt sted i skoleholder Mammens hus i Teglgade 3, hvor nu A' Porta har til huse. I det rum, hvor der nu er restaurant.

Philip Mammen var student, og havde haft job som skoleleder i Randers. Det var gået fint og han havde gode anbefalinger, så blandt mange ansøgere fik han jobbet i Mariager.

Lønnen som degn og skoleholder var ringe, så han havde altid travlt med diverse handler. Det var han til gengæld så god til, at han kunne købe det pænt store hus i Teglgade. Men som lærer var han skrækkelig! Uforberedt, ofte ganske enkelt ikke nærværende! Tørvene, som forældrene havde betalt, blev ikke brugt i skolestuen, dér blev bare sat et lille kulbækken op, eleverne frøs! Forældrene klagede. De klagede den ene gang efter den anden over mange forskellige forhold. Hver gang måtte Mammen op og høre på præsten, som formanede ham til at forbedre sig. Formaningerne gik ind af det ene øre og ud af det andet. Præsten klagede til biskoppen, som 'for Mammens families skyld' ikke fyrede ham, men befalede Mammen at ansætte en vikar. Vikaren var sådan set god nok, men Mammen betalte ham så ringe en løn, så også han måtte bruge tid på at supplere med andet, så han kunne få brød på bordet.

Franciscos far, herredsfoged og landsdommer Heinrich Tetens, var en af de borgere, som forsøgte at gøre noget ved sagen. Det var ham, der sørgede for, at den stakkels vikar fik et ordentligt værelse med bad. Som Mammen skulle betale for.

Der er mange vidnesbyrd om Philip Mammens uforskammetheder, efterladenhed og nærighed. Her må vi bare konstatere, at Franciscos oplevelse af skole og lærer kan have været ret negativ. Hvordan en kvik dreng med høj social status under de omstændigheder har bidraget til skolemiljøet, kan man have sine forestillinger om.

Landbrugsvæsen hjemme på Maren Mølle tiltrak ikke Francisco.

Mariager var en havneby med en havn med store sejlskibe, der sejlede til København og Norge. Mariagerdrengene har haft deres joller og sejlet og fisket. Livet på vandet har været mere tiltrækkende end landbruget. I første omgang.

Han var 15 år, da han bestod styrmandseksamen fra Søkadetakademiet i København, 4. april 1807. 

1807. Englændernes ran af det allermeste af vores flåde i forbindelse med bombardementet af København september 1807 var en katastrofe. Ud over at miste de stolte skibe betød krigen, at handelsflåden var lammet. Rederierne gik nedom og hjem, søfolkene blev arbejdsløse - nød og elendighed overalt.

Noget måtte der gøres. Nøden gjorde mange søfolk til kapere, men var der også en udpræget hævnlyst. De sk... englændere!

Kongen, Frederik d. 6., udstedte kaperbreve, ret til at kapre de engelske skibe - erobre dem og tage deres last. Kapervæsenet er kongeligt autoriseret sørøveri.

Alt hvad man havde af skibe, som var store nok til at kunne bære et par kanoner, blev sat i søen.

Nogle af alle de arbejdsløse søfolk blev hyret, og så gjaldt det om at overfalde de engelske skibe, som sejlede ned gennem Kattegat, Øresund og Østersøen. Navnlig englændernes handel med russerne om tømmer bl.a. til skibe var meget vigtig for englænderne.

'Reglementet for Kaperfarten og *Prisernes lovlige Paadømmelse' angav klare regler for, hvem man måtte overfalde, og hvad man gjorde, når det lykkedes at kapre et skib, og om hvordan udbyttet blev fordelt. Staten skulle forstås have sit.

* Priserne = de erobrede skibe med gods.

Hvert kaperskib blev gjort klar til en måneds togt, og mændene blev hyret for den periode. Også officererne. Når kapringen lykkedes, var der store værdier at hente.

Francisco må have været duelig og haft lederevner, for godt et år efter han var færdiguddannet, blev han som 16-årig d. 19. juli 1808 ansat som 'månedsløjtnant' på én af de mange danske kaperbåde. En månedsløjtnant blev månedslønnet i modsætning til de faste officerer, som var årslønnede.

Han var udstationeret som assistent for premierløjtnant Henne i Fladstrand (Frederikshavn). Dér traf han en pige.

Men at han har været aktiv kaperkaptajn ved vi, fordi det er overleveret, at et angreb på en engelsk konvoj mislykkedes. Og som hen ved 5000 andre dansk-norske søfolk blev Francisco taget til fange. Han kom i 'prisonen', som de danske og norske sømænd kaldte det. Den engelske 'prison' var berygtet. Englænderne løste problemet med de mange krigsfanger i napoleonskrigene ved at anbringe dem på kasserede orlogsfartøjer. De lå forankrede på række eller på grund i lavvandede områder.

Der fandtes både skibsprison og landprison. Der var f.eks. landprison på Anholt. Hvor Francisco havnede, vides ikke. Men kapere blev som regel sat i skibsprison.

Nedenstående citater er fra et par unge sømænd, der beskriver de barske forhold ombord på sådan et fangeskib:.

"Jeg befandt mig nu i et afskyeligt fængsel, blandt en samling af de mest elendige og modbydelige objekter, som jeg nogensinde har set i menneskelig skikkelse," skrev Fox, en messedreng, der var blevet taget til fange fra et privat kaperskib. »Her var et broget mandskab, dækket af klude og snavs; ansigter blege af sygdom, afmagrede af sult og angst og næsten ikke et spor af deres oprindelige udseende."

"Jeg fandt hurtigt ud af, at enhver gnist af menneskelighed var drevet ud af hjertet på de britiske officerer, der havde ansvaret for den flydende beholder af menneskelig elendighed; og at intet andet end misbrug og fornærmelse var at forvente,” skrev Alexander Coffin Jr., der som 18-årig sømand sad fængslet på Jersey. "Men som højdepunktet af skændsel blev vi fodret (hvis det kunne kaldes det) med forsyninger, der ikke var egnet for noget menneske at bruge - råddent okse- og svinekød og ormespist brød..."

https://www.history.com/news/british-prison-ships-american-revolution-hms-jersey

Dog viser nylig forskning, at de fleste danske fanger havde tålelige forhold. I følge overleverede regnskaber blev der indkøbt mad og øl i passende mængder. Men fik fangerne det? Men der døde der ikke særlig mange danske i fangenskabet i forhold til den almindelige dødelighed blandt sømænd på den tid.

Under alle omstændigheder - Francisco har nok været lettet, da han blev løsladt senere samme år. 

På Anholt havde man slukket fyret for at englænderne ikke skulle kunne finde vej. Det betød, at

et britisk orlogsfartøj, HMS Proselyte, strandede på Anholt Rev i januar 1809. Men det fik englænderne til at få den gode idé simpelthen at besætte øen, så de havde en base for at konvojere deres handelsskibe og hente frisk vand.

Dén base var en torn i øjet på danskerne.

Kong Frederik besluttede, at man skulle tilbageerobre øen.

Inden man forsøgte sig, ville man gerne have en idé om, hvad de danske soldater kom til at stå overfor.

I 1810 sendte man først en sekondløjtnant, som skulle udveksle nogle tilfangetagne englændere og overbringe et beløb til øens præst fra kongen til de hårdtprøvede anholtere. Sekondløjtnanten ville gerne have oplysninger fra præsten, men to af de englændere, som fulgte denne, forstod dansk, så det fik han ikke meget ud af.

I næste omgang, i maj 1810, sendte man Francisco Maro Tetens. Igen var anledningen/påstanden udveksling af fanger. Han havde mere held med sig. Han skriver: "Endelig er jeg efter 3 dages ophold på Anholt returneret hertil medbringende 73 frigivne fanger samt præsten med familie ..." Hans rapport om englænderne og forholdene, er meget detaljeret. Denne rapport blev grundlag for udarbejdelsen af angrebsplanen.

I 1811 besluttede Frederik d. 6., at slaget skulle slås.

På Anholt var der omkring 450 britiske søfolk, marineinfanterister og soldater. I marts 1811 samledes danskerne ved Gjerrild Strand, Norddjurs. Men hver gang de ville sejle ud, blev vinden for stærk og man måtte tilbage til land. Så efterhånden opdagede englænderne jo, hvad der foregik, og kommandøren indkaldte forstærkning.

Selve angrebet var håbløst! Flåden landede for langt sydpå, hvilket betød, at der var langt at gå/løbe gennem sandet til det engelske fort, som lå omkring Anholt fyr. Det var en ung fusentast af en premierløjtnant, som kom først i land. Det var meningen, at han og hans mænd skulle vente på den øverstkommanderende, major Melstedt, og hans styrker. Men premierløjtnanten ville have hele æren selv, så han sendte sine folk til at spæne af sted langs stranden og så angribe. Det gik ikke så godt. Faktisk total fiasko.

I alt døde der i hele slaget 34 danskere, 300 blev sårede, heraf 90 alvorligt. To døde englændere, 30 sårede. Major Melstedt blev skudt og faldt. Englænderne tog et stort antal fanger. De beholdt Anholt, som de først gav tilbage, da Napoleonskrigene sluttede i 1814.

Det er en spændende historie. Søg f.eks. på Slaget om Anholt eller se dette link:

https://www.tv2ostjylland.dk/video/klip/jagten-pa-anholt-slaget-om-anholt-i-1811.

Hvor var Francisco Maro Tetens?

Der forlyder ikke noget om, at Francisco skulle have deltaget i slaget om Anholt.

I 1813 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Den Kongelige Marine. Et par år senere i 1815 afgik han fra orlovstjenesten. Det var på det tidspunkt, han overtog Maren Mølle. Faren Heinrich var jo blevet tvangsforflyttet og døde året efter i 1816. Francisco bevarede sin tilknytning til flåden, for i 1818 er han "Karakteriseret Premierløjnant".

Under alle omstændigheder blev landbrug nu interessant. 

I 1813 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Den Kongelige Marine. Et par år senere i 1815 afgik han fra orlovstjenesten. Det var på det tidspunkt, han overtog Maren Mølle. Faren Heinrich var jo blevet tvangsforflyttet og døde året efter i 1816. Francisco bevarede sin tilknytning til flåden, for i 1818 er han "Karakteriseret Premierløjnant".

Under alle omstændigheder blev landbrug nu interessant.

Hans første kone, Rasmine Petrine Bang, som han havde mødt i Frederikshavn (Fladstrand), var datter af en velhavende købmand og brændevinsbrænder. Hun døde efter bare to års ægteskab. Der gik 11 år, før han giftede sig igen. Samme forår døde hans far. Bortset fra sorgen efterlod de begge arv, og Francisco kastede sig determineret over landbruget. Han var således den første på egnen, som anskaffede den nye nordamerikanske plov. Han både studerede, eksperimenterede og skrev afhandlinger, som han fik udgivet i 'Nye landeoconomiske Tidender'.

Maren Mølle blomstrede, og i 1827 giftede han sig igen - med Johanne Marie Pouline Bremer i Oue Kirke, Ålborg amt.

Johanne var københavner. Hendes far var kancelliråd, fuldmægtig ved Københavns politi. Da hendes far døde, kom hun i huset hos herredsfoged Muhle på Vivebrogård. Det var her, de mødte hinanden, og derfor de blev gift i Oue.

Så kom der liv i Maren Mølle. Fem børn blev det til i alt: Susanne 1828, Henrik 1829, Sophie 1831, Peter 1832 og en efternøler i 1841, Hermann.

Det ser ud til, at samtidig med, at Francisco var en driftig landmand, så blev han i 1824 i forbindelse med oprettelsen af et samlet krydstoldvæsen indsat som krydstoldkontrollør.

En krydser er et fartøj, der opererer alene. Krydsjagterne var 17-18 meter lange, ca. 23-29 BRT, bygget meget solidt af egetræ. Elegante, hurtige både, som kunne sejle et smuglerfartøj op.

Krydstoldvæsenet angik krydserne - det sejlende toldvæsen. Krydstolden skulle undersøge alt, hvad der gik gennem de danske fjorde, og dermed også Mariager Fjord, såvel som resten af kyst-Danmark.

Således kom sejladsen ind i Franciscos liv igen.

 

Senere avancerede han til krydstoldinspektør. Inspektør er finere end kontrollør.

 I 1834 tager han endnu et trin op ad stigen, idet han bliver ansat som overkontrollør i hele Nørrejylland. Overkontrollør er finere end inspektør.

På det tidspunkt var Maren Mølle afhændet og familien var flyttet ind til byen i Kirkegade. Folketællingen fra 1834 nævner, at der i Kirkegade 9 (i det vi nu kalder Den Gamle Smedje) bor Francisco, Krydstoldinspecteur F.M Tetens, Dannebrogsmand - hans kone, Johanne Marie Pouline Bræmer 29 år - deres børn Susanne Marie Rasmine 6 år, Hendrik Magnus 5 år, Sophie Stephanie 3 år, Peter Ulrik 2 år og 2 tjenestepiger.

Toldstedet har ligget skiftevis i Hadsund og Mariager. Vor by havde fået en skibsbro i 1804, og undertiden lå toldstedet der. Huset Østergade nr. 32-34 benævnes undertiden 'Toldbygningen'. Men det hus fungerede først som sådan fra 1887, ikke i Franciscos tid.

Man må have været meget tilfreds med Franciscos indsats, Th. Hauch-Faussböll. Personalhistoriske samlinger skriver da også " Som embedsmand karakteriseredes han som særdeles duelig og retsindig." Han gjorde en stor indsats for at effektivisere det sejlende toldvæsen. Så d. 28. okt. 1836 fik han endnu en orden - R, Ridder af Dannebrog.

Det var Francisco, der bestilte og fik bygget toldvæsenets krydsjagter.

Bl.a. fik han stationeret egen krydstoldjagt ved Als odde.

I 1837 fik han titel af justitsråd. En titel, som på dette tidspunkt blev givet som en almindelig hædersbevisning, men som undertiden også betød lønforhøjelse. Titlen indplacerede ham i 4. -5. rangklasse - det har noget at gøre med, hvor man skal sidde, hvis kongen inviterer til taffel!

Den gamle sørøver var nu "Premierliutenant og fungerende Overcontrolleur i Nørrejylland". Francisco Maro Tetens og hans familie var virkelig blevet det finere borgerskab.

Det var omkring denne tid, nemlig 17. feb. 1839, at han skænkede Lystanlægget Munkholm til byen ved gavebrev. Om hvad der bevægede ham til dette, nævnes kun, at byen viste vilje til at vedligeholde og forskønne anlægget (han har nok ikke selv haft tid!). Det eneste krav, han stillede i forbindelse med gaven, var, at byen skulle holde anlægget ordentligt. Efterkommere holder stadig et øje med at dette overholdes!

I 1843 blev han udnævnt til etatsråd, hvilket placerede ham i 3. rangklasse. Det var det fineste, man kunne blive, hvis man ikke var adelig.

I 1847 blev han til udnævnt til krydsjagttoldvæsenets allerøverste chef.

Og så flyttede han med familien til Århus, og dermed ud af Mariagers historie.